MI Adventure (Uge 8)

Min 4. uge på MI har været ugen, hvor den længe ventede undervisning endelig blev skudt i gang. Som I jo nok husker, spiser børnene spandevis af junkfood hver dag og derfor valgte jeg, at tilrettelægge undervisningen på en måde, der primært satte fokus på fastfood.

Mit ønske var at processere formidlingen på en måde der mødte alle elevers intellektuelle profiler. Undervisningen blev derfor tilrettelagt med de 7 intelligenser i mende, så alle i klassen følte sig inkluderet, ikke ekskluderet.

Kort fortalt, lavede jeg en opstilling der viste, hvor mange sukkerknalder der er i de forskellige fødevarer, som de især spiser. Sukkermængden for børn der er mellem 10 – 13 år bør ikke overstige de 55 g., derfor lavede jeg en opstilling ved siden af de usunde fødevarer der demonstrerede, hvor mange sukkerknalder 55 g. er, med det håb om at de forstod, hvor hurtigt de overskrider den grænse, når de fylder maverne med de tomme kalorier, som jeg specifikt udvalgte og stillede op i klassen.

Det var ligeledes min mission at agere læreren som stifter af ”før-glæde” og udvise kropslig entusiasme, for vi husker vel alle den lærere fra folkeskolen eller gymnasiet, som blot stod op ved tavlen, med hænderne i lommerne, ævlede løs om gud-ved-hvad og var så uinspirerende, som noget overhovedet kan være! Jeg ville for enhver pris undgå dette scenarie. 

I forlængelse af dette, forsøgte jeg at anskueliggøre mit budskab, ved at stille eleverne spørgsmål undervejs, i et forsøg på at få dem til at reflektere og for at skabe ping-pong imellem os. 

Jeg viste korte videoklip, for de elever der orientere sig visuelt. Jeg havde udarbejdet en quiz, efter jeg var færdig med at undervise, som alle elever deltog i. Den gruppe der havde flest rigtige svar, fik en lille præmie og point som de kunne tilføre deres Whanau-gruppe. (Jeg formoder, at I ikke har glemt hvad Whanau-grupperne går ud på ;-) ) 

Eftersom der er mange talentfulde malere og tegnere i den klasse jeg har været så heldig at være en del af, blev eleverne afslutningsvis sat i gang med at lave en lille plakat, der skulle indeholde buskabet fra min undervisning . De måtte selv bestemme deres slogan og opstillingen. Alt var tilladt; malerier, tegninger, sketches, kun fantasien kunne sætte grænser – så længe de inddrog punkter fra min undervisning, som de huskede. Plakaterne blev lamineret og hænger nu så fint på klassens væg. 

Jeg troede aldrig disse ord skulle komme ud af min mund, men jeg nød at undervise disse skønne børn og jeg kunne se i løbet af ugen, hvordan det havde sat nogle tanker i gang hos dem. Henover ugen kom nogle af eleverne selv op til mig med deres madpakker (Hav i mende, at når jeg skriver madpakker, er det her indforstået med junkfood) og spurgte, hvor meget sukker og fedt der er i de forskellige fødevarer og om det var sundt at spise. Jeg har derfor løbende forsøgt at lære, de elever der selv efterspurgte, hvordan man kigger på nærringsindholdet i den mad de køber og bevidstgøre dem om, hvilke fælder de skal passe på med at falde i.

Min overbevisning af sundhed er dog også, at fedt og sukker ikke skal deklareres forbudt i al evighed. Sundhed er velvære på mange planer, hvis du spørger mig. Jeg har derfor også fortalt eleverne, at de ikke skal forstå det som om at jeg siger, at de aldrig nogensinde må spise junkfood igen, de skal blot stræbe efter at minimere indtagelsen af denne type fødevarer og øge indtagelsen af sunde fødevarer. 

Er de ikke bare bedårende??? :-)

MI Adventure (Uge 7)

”Good morning, Miss Izabela” er ordene der møder mig i øst og vest, ligeså snart jeg træder ind på skolens område i disse dage. Jeg har altid vidst, at eleverne i engelsktalende lande ikke kalder lærerne ved fornavn, derimod titel efterfulgt af efternavn. Alligevel kom det som en overraskelse for mig at indse, at jeg nu var en ”Miss”.   

Hvis I undrer Jer over, hvorfor de kalder mig ved fornavn, er forklaring følgende:

De første par dage var jeg Miss Dziubek, som det jo er korrekt efter deres kultur. Problemet var bare, at der var alt for mange scenarier, hvor eleverne kaldte på mig uden at jeg reagerede. Danskerne prøver for det meste at undgå at udtale mit efternavn, så min teori er, at det har gjort mit øre uvant til at høre det fra andres mund – ud over min barndomsvenner og familie. Så om det var ukendt for mig at reagere på Miss eller fjernt fra mig at lystre på Dziubek… don’t know, don’t care. Ikke desto mindre bad jeg dem blot om at kalde mig for Izabela. Efter deres opdragelse og manerer, blev det jo så til Miss Izabela.

Som jeg skrev for 2 uger siden, har jeg brugt en del tid på at udtænke en master plan for hvordan jeg skal gribe eleverne og opgaven an, eftersom eleverne på MI (Manurewa Intermediate) ikke kommer fra ressourcestærke familier. Blandt andet har vi en stærkt overvægtig dreng i klassen, hvis mor er ved at dø af cancer. Er det fair at jeg kommer som ernæring og sundhedsstuderende og begynder at fortælle ham, hvordan han kan spise sundere i denne skrøbelige og sørgelige tid? Er det fair at jeg begynder at give lange foredrag til en anden overvægtig elev i klassen, hvis far døde for 3 måneder siden, om hvordan han kunne ændre livsstil, når han er i sorg? Ikke efter min overbevisning. En master plan er det desværre ikke blevet til fra min side af. Derimod har jeg valgt at tage eleverne i hånden og tage små skridt fremad. Forhåbentlig vil det langsomt give dem viden og handlekompetence til på længere sigt, at træffe det sunde valg.

Så min uge begyndte med at gennemrode Anne-Marie’s lager og finde relevant materiale jeg kunne tage i brug. En ting jeg har observeret er, at på trods af at hun er en Food Technology Teacher, (og dette er INGEN kritik af hende, for hun er en yderst fantastisk, intelligent kvinde og underviser!) så hænger der absolut intet på væggene, der kan støtte eleverne til at opnå mere viden omkring sund kost og motion. Der hænger en madpyramide – that’s it! Alle andre 4 er vægge er fyldte med plakater, der intet har at gøre med kost og alt at gøre med praktisk information om diverse aktiviteter på skolen - hvilket der selvfølgelig også skal være plads til. I lageret fandt Anne-Marie og jeg gamle plakater, hvor der på forhånd var oplyst, hvor meget sukker og fedt der er i hamburger, popcorn, is, pomfritter, osv. Jeg fandt små poser og en vægt frem, hældte det korrekte antal gram af sukker og smør i poserne, lukkede dem til og klistrede dem ved siden af fødevaren på plakaten og hang den op på væggen.

Min lille mission lykkedes præcis som jeg havde håbet på, for eleverne strømmede til for at finde ud af, hvad hende den danske miss har gang i. Ved brug af denne opsætning fortalte jeg dem om, hvad det egentlig er de fylder maverne med og i dét jeg fortalte, blev jeg i ny og næ afbrudt med reaktioner á la: ”Eeeww!” , ”Oh, my gosh.” og ”I didn’t know that…”

Ser I, disse elever har usædvanligt dårlige madvaner. I løbet af en skoledag har de 2 store spisepauser. Denne ene er Morning Tea, som strækker sig fra kl. 11:00 – 11:25. Den anden er Lunch Break, som går fra kl. 13:05 – 13:45. Hele ugen har jeg siddet med dem i klassen i begyndelsen af pauserne, snik-snakkede og på en subtil måde observeret, hvad de har spist. Deres madpakker består af følgende: Små chips poser eller popcorn, chokoladebar, muffins, småkager og vingummier. Ud af 24 elever kan jeg tælle på min ene hånd, hvem der har en næringsrig madpakke med. Konklusionen er, at kvaliteten af deres kost i løbet af en skoledag er ringe, fordi det blot er tomme kalorier og ikke indeholder nogen af de vigtige næringsstoffer som de har brug for.

Senere på ugen blev børnene sat i grupper på 4 - 5, hvor de selv fik lov til at udarbejde en menu til vores kommende Survival Camp og min opgave var, at gå fra gruppe til gruppe og inspirere eleverne til at sammensætte en sundere madplan og give dem lidt basalviden omkring sund kost. Jeg vil ikke være blind for at tilstå, at det ikke ragede nogle af eleverne en hujende fis hvad jeg sagde, dog var der (gudskelov for mit ego :-P!) også nogle iblandt dem der var lutter øren og lavede små ændringer i deres menuplan. Mit grundlag for at sige små ændringer er, at jeg som nævnt tidligere, ikke ønsker at overvælde eleverne med bombevis af information om hvad sund kost består af, da jeg ikke mener at det på nuværende tidspunkt er vejen frem. Vincent Van Gogh sagde:”Great things are not done by impulse, but by a series of small things brought together.” Jeg vil gerne våge at påstå, at på trods af hans rablende sindssyge, så havde manden ret i denne påstand – et princip jeg gerne tager i brug.

I stedet for lagervis af smør i deres sandwich, lykkedes det at erstatte smørret med hummus, ved stille og roligt at forklare dem, hvorfor meget smør er en dårlig idé. I stedet for at hælde tonsvis af hvidt sukker oven på deres morgenmad, som forvandler det til en kaloriebombe og hurtigt sprænger den daglige sukkerration, lykkedes det at overbevise dem om at erstatte sukkeret med frisk frugt og nødder (som vi får gratis fra skolen), da det giver mere næring og mæthed end sukker. I stedet for helt at undgå grøntsager, lykkedes det at overbevise nogle af grupperne om, at gøre det til en del af deres sandwich (Yep! Nogle af eleverne havde ikke tænkt tanken), da det indeholder mineraler og vitaminer man skal bruge for at holde kroppen sund og rask.

Der var en endda en drengegruppe, som kun havde skrevet chips og lollies til frokost. Tror I det bærer frugt, at fortælle en 12-årig dreng, at det ville være en god idé at spise noget andet end chips og vingummier til frokost, fordi det består af meget mættet fedt og sukker og for få vitaminer? Jeg fandt i hvert fald hurtigt ud af, at det var som at tale til en væg når jeg gjorde det og de ændrede absolut ikke mening. I samme øjeblik kom jeg i tanke om et af Tenna’s lektioner på modul 8, hvor hun fortalte os, at børn er i et helt andet tankesæt. Det er ikke meningsfuldt for dem, at rådgive dem i, at man kan få hjertekarsygdomme og livstilssygdomme af at spise for meget fedt. Børn vil gerne leve op til de samfundsmæssige idealer. Heldigvis havde jeg tilfældigvis talt med den ene dreng lidt tidligere på dagen og spurgt ham om hvad hans hobbyer er, hvem han ser op til, osv.

I stedet for fortsat at prædike om, hvorfor det er en dårlig idé, at deres frokost blot består af chips og lollies, sagde jeg: ”I you wanna become a big and strong rapper just like your big brother, you need to start eating real food that will make your body grow, instead of all that junk that doesn’t contribute to you becoming a strong and fit man.” Jeg kan love Jer for, at der blev sat gang i skriveriet og ændret på den menuplan. I stedet for chips og lollies, blev det til en sandwich.

Når det så er sagt, så skulle pengene til maden komme et eller andet sted fra. Så om lørdagen afholdte vi Car Boot Sale i et par timer, for at indsamle penge til maden. En begivenhed hele skolen delagtiggjorde i - en begivenhed som var yderst fornøjelig! Anne-Marie tog den ene del af klassen og solgte cupcakes og andre søde sager i en bod, hvorimod jeg tog den anden del af klassen og tjente penge på at vaske biler. Den varme sommersol skinnede, musikken kørte i baggrunden, latteren fyldte skolens område og jeg fik rig mulighed for, at lærer nogle af eleverne at kende på personlig plan. Jo mere tid jeg tilbringer med dem, jo mere holder jeg af dem. Selvom mange af eleverne kommer fra barske hjem, er de formet på en måde, som jeg konstant finder beundringsværdig og som jeg forsøger at tage ved lærer af. Til trods for de vanskelige betingelser nogle er opvokset med, udstråler og udtrykker nogle af dem en glæde jeg finder værende ekstremt betagende. Hvorfor er det at nogle mennesker der er fattige på luksus, er så rige på glæde, og nogle mennesker der er rige på luksus, er så fattige på lykke?