Ugen startede med, at vi alle tog
på 1-dags tur til Kariotahi Beach. Formålet med turen var, at vi under
luksuriøse forhold skulle planlægge og forberede os på børnenes skolestart om
fredagen. Luksuriøst var det og alt blev betalt for os – både kost og logi.
Kariotahi Beach ligger ude på vestkysten og den er omgivet af sort sand. Ved
første øjekast er det ikke et syn at råbe hurra for, men når solen rammer de
sorte sandkorn, glimter de som små diamanter på havets bred og det er til
gengæld et betagende syn.
Det var givende endnu engang at
være en del af planlægningen og forberedelsen i uge 6, for det har hjulpet mig
til at få struktur på tingene. Hvor uge 5 var meget overvældende, har uge 6
hjulpet mig til opnå mere indsigt i min rolle her på Manurewa
Intermediate School. Min opgave vil være følgende:
1) Jeg skal være med til at udarbejde en sund menu til den kommende Survival Camp.
2) Jeg skal undervise om sund ernæring i ECA. (Extra Curriculum Activity)
3) Jeg skal følge min Food Technology lærer, Anne-Marie, og lave lækre og sunde retter med børnene.
Efter 2 uger med forberedelse var
jeg nu SÅ klar til at møde børnene og jeg følte mig særdeles rustet til min
kommende opgave.
Børnene startede, som nævnt ovenover,
om fredagen, men ikke på samme vis som vi kender skolestart hjemmefra. Her
starter de ud med en Māori velkomst ceremoni som kaldes powhiri. Denne involverer dans, sang, taler og sidst men ikke
mindst, hongi. Eftersom Manurewa
Intermediate School er for syvende og ottende klasser, indebar det at ottende
klasserne, samt det ældre personale, skulle byde de nye velkommen til skolen.
Ceremonien foregik på den måde, at syvende klasserne, samt mig og det nye
personale, langsomt trådte ind i salen i en parade, idet ottende klasserne
udførte kapa haka.
Kapa haka er en
ældgammel Māori dans, som benyttes ved forskellige lejligheder og omfatter en
rytmisk dans med store fagter og højlydt sang. Som jeg trådte ind i salen, vidste
jeg ikke om jeg skulle smile i beundring eller tabe kæben i ærefrygt, for det
syn der mødte mig af de ottende klasser som udførte kapa haka var ubeskrivelig imponerende. Ud fra deres små
12/13-årige struber kom sådan en kraftfuld lyd, at jeg stod tilbage,
fuldstændig blæst væk, og tænkte: ”Hvordan
i alverden kan denne autoritære og kraftige røst komme ud af disse små børns
mund?! ” Blot lyden af denne kunne skræmme titusinder løver væk, hvis du
spørger mig og jeg ville ønske, at I alle kunne have været der for at se dem
udføre denne energiske ceremoni.
Ceremonien sluttede af med den
traditionelle māori-hilsen,
hongi, og den udføres ved at presse
næsen og panden mod den tilsvarende person og udveksle the breath of life. Her gælder ingen uskrevne regler om den private zone der indebærer, at
man holder en afstand på ca. 45 cm., som vi gør med fremmede mennesker i den
vestlige kultur. Så da jeg trådte frem i midten af salen for at udføre hongi, stod jeg der og frøs i
komplet ubehag, idet den første herre kom tættere på, for at gnubbe sin næse op
af min. Men da der blev prikket hul på ballonen, fandt jeg denne gestus værende
ret fornøjelig og en følelse af sammenføring voksede ligeså stille i mig.
Gennem denne udveksling af hongi,
betragtes man ikke længere som besøgende (manuhiri), man
er nu en del af folket.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar